udskriftsvisning

KURSERNES BAGGRUND

 

I de sidste 15 år har interessen for mindfulness meditation haft et markant fokus inden for den kliniske psykologi. Dette skyldtes oprindeligt udviklingen og testningen af stresshåndterings-programmet Mindfulness Based Stress Reduction (MBSR) af lægen Jon Kabat-Zinn på University of Massachusetts Medical Centre i USA.

 

Jon Kabat-Zinn anvendte som den første den metodiske indlæring af buddhistisk opmærksomhedsmeditation (vipassana) til behandling af stress hos personer med kroniske somatiske smerter. Programmet ledte for ca 10 år siden til, at kognitive psykologer udviklede en model for mindfulness baseret kognitiv terapi (MBCT) i forbindelse med tilbagefalds-forebyggelse hos personer med gentagne depressioner.

 

Anvendelsen af denne model vinder indpas på et stigende antal områder inden for den kliniske psykologi. Opmærksomhedsmeditation indgår også i Dialektisk Adfærdsterapi og Acceptance and Commitment Therapy (ACT).

 

I dag taler man om de mindfulness baserede tilgange som den 3. bølge inden for den kognitive adfærdsterapi. Dette skyldes, at forskningen overbevisende har peget på det enorme terapeutiske og helbredende potentiale i udviklingen af meditativt nærvær og opmærksomhed.

 

Mindfulness-Based Eating Awareness Training (MB-EAT) er en del af denne bølge. MB-EAT har vist sig meget lovende i USA til håndtering af spiserelaterede problematikker fx overspisning, der er motiveret af ’psykisk sult’.

 

Mine kurser i mindfulness er inspireret af MBSR og MBCT og af mine årelange ophold med personlige erfaringer med mindfulness i buddhistiske meditationsklostre.